VEDTÆGTER FOR FRIENDS OF COLD HAWAII

§ 1 Navn og hjemsted
Navnet på foreningen er ”Friends of Cold Hawaii”. Foreningen, der er stiftet 02.
august 2012, har hjemsted i Thisted Kommune.                                                                             

§ 2 Formål
Foreningens primære formål er at afholde tilbagevendende årlige internationale begivenheder i Thy med surfing som omdrejningspunkt. Derudover arbejder foreningen for at videreudvikle kendskabet til Cold Hawaii og styrke Cold Hawaii’s betydning for Thisted Kommune og Nordjylland.

§ 3 Medlemskab
Bestyrelsen kan optage foreninger/virksomheder/institutioner og privatpersoner som medlem af foreningen. Et udtrådt medlem kan kun optages på ny som medlem, såfremt eventuel gæld til foreningen er berigtiget.                                         

§ 4 Udmeldelse
Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til bestyrelsens formand senest med 1 måneds varsel til regnskabsårets udgang. Udmeldelse friholder ikke for de forpligtelser og ansvar, der er indgået aftaler om i medlemsperioden.

§ 5 Kontingent
Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen. Flg. er gældende ved foreningens stiftelse: Kontingent for kalenderåret 2012 for foreninger/virksomheder/institutioner: kr. 5.000,- Kontingent for kalenderåret 2012 for privatpersoner: kr. 75,-.

§ 6 Restance
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Betales kontingentet ikke inden udgangen af forfaldsmåneden samt senest 14 dage efter skriftligt påkrav er udsendt til det pågældende medlem, kan bestyrelsen  udelukke medlemmet, hvorved samtlige medlemsrettigheder fortabes. Udelukkelsen fritager ikke det udelukkede medlem for de forpligtelser og det ansvar, der følger af aftaler, der er indgået i medlemsperioden. Medlemskab kan kun erhverves igen i henhold til den i § 3 beskrevne procedure. Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden.

§ 7 Udelukkelse og eksklusion
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt vedkommende handler i strid med foreningens formål, såfremt vedkommende i øvrigt tilsidesætter foreningens vedtægter på for foreningen skadelig vis samt såfremt medlemmet på særlig grov måde har tilsidesat sine medlemspligter. I eksklusionssager har medlemmet krav på at blive hørt inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. Et ekskluderet medlem kan kræve eksklusionen behandlet på førstkommende ordinære generalforsamling som særligt punkt på dagsordenen. Det ekskluderede medlem har ret til at være til stede under generalforsamlingens behandling af eksklusionen og ret til at tale sin sag. Det ekskluderede medlem har krav på at blive skriftligt underrettet om tidspunktet og stedet for generalforsamlingen senest 7 dage inden datoen for generalforsamlingens afholdelse. Generalforsamlingens afgørelse af om eksklusionen bør opretholdes kræver samme kvalificerede flertal som til ændring af foreningens vedtægter, jvf. § 15.

§ 8 Ordinær generalforsamling
Stk. 1 Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2 Tidspunkt og indkaldelse:
Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i perioden 15. februar til 15. marts. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med 3 ugers varsel ved mail til de enkelte medlemmer.

Stk. 3 Møde- og stemmeberettigede:
Mødeberettigede på generalforsamlingen er foreningens medlemmer. Hvert medlem har én stemme.

Stk. 4 Gennemførelsen:
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være medlem af bestyrelsen. Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet  til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen og af bestyrelsen udsendes til medlemmerne 7 dage inden samme. Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsorden, eller som er indkommet som anført medmindre samtlige stemmeberettigede er til stede og tiltræder.

Stk. 5 Flertal:
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende vedtægt. Vedtægtsændringer og foreningens opløsning ved kvalificeret majoritet – jvf. §§ 15 og 16. Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot ét af de tilstedevæ-
rende medlemmer ønsker det.

Stk. 6 Begrænsning:
En generalforsamling kan ikke pålægge et medlem økonomiske, juridiske eller arbejdsmæssige forpligtelser, som medlemmet ikke ønsker at påtage sig. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de  fremmødtes antal.

Stk 7 Dagsorden:

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent og referent.
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3) Forelæggelse af det foreløbige regnskab for det forløbne år til godkendelse.
4) Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år.
5) Fastlæggelse af kontingent.
6) Behandling af indkomne forslag.
7) Valg af bestyrelsesmedlemmer (jvf. § 10).
8) Valg af revisor.
9) Eventuelt.

§ 9 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en tredjedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet. Generalforsamlingen skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

§ 10 Bestyrelse – Valg
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. I tilfælde af stemmelighed ved afstemninger i bestyrelsen tæller formandens stemme dobbelt. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2-årige perioder således, at alle medlemmer ikke udskiftes samtidig. Formanden vælges i lige år, mens kassereren vælges i ulige år. Bestyrelsen konstituerer sig med en næstformand og sekretær. Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling. Udtræder et medlem af bestyrelsen, kan bestyrelsen udpege et nyt bestyrelsesmedlem.

§ 11 Bestyrelsens beslutninger og tegningsret
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 50% af bestyrelsen, heriblandt formanden eller næstformanden, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol. Foreningen tegnes af formanden og næstformanden. Er formanden forhindret i at møde til et bestyrelsesmøde, træder næstformanden automatisk i hans sted.

§ 12 Begrænsning i foreningens hæftelse
For enhver forpligtelse for foreningen hæfter alene foreningen. Foreningens hæftelse er begrænset af foreningens formue. Foreningens medlemmer hæfter ikke for foreningens forpligtelser.

§ 13 Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisoren. Driftsregnskabet og udsendes til foreningens medlemmer sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling.

§ 14 Revision
Revisoren skal hvert år i januar måned gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Revisoren skal være en registreret revisor, der til enhver tid har adgang til at efterse regnskab og beholdninger. 

§ 15 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når der er enighed om forslaget.

§ 16 Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på to i dette øjemed indkaldte ekstraordinære generalforsamlinger. For at generalforsamlingerne er beslutningsdygtige kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages kræves, at mindst  3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede. Ved opløsning fordeles foreningens formue, herunder eventuelt fast ejendom og løsøre, øremærket til ungdomsarbejde i søsportslige foreninger i Thisted Kommune