friends of cold hawaii

Cold Hawaii går efter VM i Stand Up Padling i 2017

I et unikt samarbejde mellem by og land byder surfere i Cold Hawaii i Thy og København på VM i Stand Up Padling i 2017. 

Det er Friends of Cold Hawaii, der i samarbejde med Dansk Surf & Rafting Forbund og Copenhagen Watersports, der står bag buddet – støttet af de to kommuner, Wonderful Copenhagen og Sport Event Danmark.

Arrangørerne vil afvikle første halvdel af mesterskaberne i Københavns Havn, transportere hele feltet til Cold Hawaii i Thy og afvikle anden halvdel på et af de 31 surf spots i Cold Hawaii. Her ligger Nordeuropas bedste bølger til at surfe i, og kanalerne i Københavns Havn giver de bedste forhold til at padle på. Når man slår det sammen til COPENCOLD HAWAII, får man forhold i verdensklasse.

COPENCOLD HAWAII er i dialog med International Surfing Association (ISA). Eventen har endnu ikke været afholdt i Europa, hvorfor det er af stor interesse for ISA at modtage bud fra Europa. 

- Vi har en helt unik kystlinje her i Cold Hawaii, som mange har lagt meget i at udvikle over de seneste 10 år. Der er ingen tvivl om, at vi vil lægge alle kræfter i at gøre COPENCOLD HAWAII til et foreløbigt højdepunkt, siger Finn Jorsal, præsident for Friends of Cold Hawaii. 

For Wonderful Copenhagen er mesterskabet et naturligt stop på den rejse, som hovedstadens havn er midt i fra industrihavn til rekreativt område.

- Københavns Havn har over en årrække udviklet sig til et rekreativt centrum i byen og en arena for urbane vandsportsbegivenheder. Med COPENCOLD HAWAII vil vi tilføre en helt ny og super spændende dimension, siger Lars Vallentin, chef for sportevents hos Wonderful Copenhagen.  

COPENCOLD HAWAII er samtidig et eksempel på, hvad Danmark kan byde på, når to byer går sammen. For Sport Event Danmark har samarbejdet mellem storby og landdistrikt været et vigtigt parameter for at gå ind i projektet.

- Med COPENCOLD HAWAII samler vi center og periferi i en event med konkurrencer i København og Cold Hawaii, det kunne blive rigtigt spændende, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Rent sportsligt er der gode chancer for en dansk topplacering, hvis det lykkes at hente mesterskaberne i landet. 22-årige Casper Steinfath er vokset op midt i bølgerne i Klitmøller. Med to VM-titler i bagagen vil han være en medaljefavoritterne.

[Én time tilbage]: Cold Hawaii indstillet til Danskernes Idrætspris – STEM NU!

Cold Hawaii er indstillet til Danskernes Idrætspris. Hvis du stemmer på Cold Hawaii, kan vi komme ét skridt nærmere 100.000 kr. til et NYT idrætsinitiativ i Thy. Skynd dig, spred det, afstemningen stopper IDAG d. 14/11, kl. 9.00. Find afstemningen her: http://goo.gl/pntw4C læs om Danskernes Idrætspris her: http://goo.gl/EjkmnD 

Baggrund: 

Cold Hawaii er sammen med en række projekter i hele landet indstillet til modtagelse af Danskerns Idrætspris. Hvis projektet vinder, udløser det 100.000 kr. Pengene går til et NYT idrætsinitiativ i den kommune, vinderinitiativet kommer fra. Hvilket initiativ, bestemmer kommunalbestyrelsen. 

Første skridt på vejen er en afstemning. De projekter, der modtager flest stemmer, kommer med i finalen i Boxen – DR´s show, SPORT 2014, lørdag den 10. januar 2015 i Herning, hvor den endelige vinder kåres. Afstemningen stopper allerede FREDAG d. 14/11, kl. 9.00. Derfor har vi behov for din stemme nu!  

For Surfklubben NASA, Friends of Cold Hawaii og en masse mennesker, som over årerne har lagt (blod), sved og tårer i  Cold Hawaii, vil det være en stor glæde, hvis alt det arbejde nu også kan medvirke til at andre gode initiativer får et økonomisk rygstød. 

Derfor håber vi, at I vil hjælpe os med at sprede budskabet og linket til afstemningen – til alt, hvad der kan krybe og gå. Sammen kan vi komme ét skridt nærmere 100.000 kr. til et NYT idrætsinitiativ i Thy.  

 

Massiv lokal opbakning gør Cold Hawaii PWA World Cup mulig i 2014

//Press release in German and English further down.//

Takket være massiv lokal opbakning er Cold Hawaii PWA World Cup tilbage i kalenderen for 2014. Dermed har situationen ændret sig markant siden januar 2014, hvor foreningen Friends of Cold Hawaii, som arrangerer begivenheden, pga. et for spinkelt økonomisk fundament aflyste begivenheden i 2014.

Det er Thisted Forsikring, som gennem en 3-årig aftale har givet begivenheden en økonomisk saltvandsindsprøjtning. Dennis Rene Petersen, administrerende direktør for Thisted Forsikring, udtaler:

“Vores lokale forankring og engagement er en væsentlig del af selskabets DNA. Derfor mener vi også, at Cold Hawaii PWA World Cup bør fastholdes og udvikles. Det kræver, at et fundament etableres, og det kan og vil vi gerne medvirke til igennem en økonomisk håndsrækning, der kombineret med mange ildsjæles ihærdige indsats, sikrer begivenhedens bæredygtighed.”

Thisted Forsikring er ikke den eneste lokalt forankrede organisation, der er på banen. Thy-Mors HF & VUC, en lokal uddannelsesinstitution, har ligeledes bidraget væsentligt til, at det, der for få uger siden så ud til ikke at kunne hænge sammen, nu hænger sammen. Jens Otto Madsen, rektor for Thy-Mors HF & VUC, udtaler:

“Fra august starter vi HF Cold Hawaii. Det er et nyt initiativ, som gør, at unge fra hele landet kan surfe og windsurfe og bo på surf-kollegium i Klitmøller samtidig med, at de får en solid gymnasial ungdomsuddannelse. Cold Hawaii PWA World Cup giver Thy-Mors HF & VUC en enestående mulighed for at synliggøre uddannelsen. Derfor er vi gået ind med et betydeligt sponsorat.”

Sidst men ikke mindst deltager repræsentanter fra Kystbyernes Netværk nu side om side med Friends of Cold Hawaii i det daglige arbejde med at skaffe flere lokale medlemmer og annoncører til begivenheden. Foruden Klitmøller indgår byerne Vorupør, Stenbjerg og Agger i netværket. Michael Ruby, talsmand for netværket, siger:

“I disse år satser vi sammen med Thisted Kommune og en række andre lokale turismeaktører stærkt på at opbygge brandet ”Cold Hawaii” som et rejsemål for folk, der kan lide at være aktive i naturen. Vi mener, at den synlighed, den årlige afholdelse af Cold Hawaii PWA World Cup giver, har afgørende betydning for arbejdet. Derfor har vi valgt at bruge en stor del af vore ressourcer på at skabe et bedre fundament for begivenheden.”

Tidligere på året meldte foreningen Friends of Cold Hawaii, som arrangerer PWA World Cup i Klitmøller, ellers ud, at man pga. manglende finansiering ikke så sig i stand til at gemmenføre dette års event.

Arrangørerne af Cold Hawaii PWA World Cup er begejstrede. Troels Schwarz, konstitueret formand for foreningen, udtaler:

“Vi er selvfølgelig fantastisk glade for den situation, vi befinder os i nu. Det, vi var overbeviste om ikke kunne lade sig gøre, kan nu lade sig gøre. At det lokale engagement har vist sig at være så stort, betyder meget for os. Vi kan stå sammen, når sagen er vigtig nok. Det er et tegn på styrke og sammenhængskraft eller slet og ret jysk vilje til at ville noget, som er ud over det sædvanlige.”

The Cold Hawaii PWA World Cup will take place September 15 - 21, 2014 in Klitmøller, Denmark.

Press releases in English and German.

Download images.

FRIENDS OF COLD HAWAII – INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING 2013

Event guide 2013

I henhold til FOCH’s vedtægter afholdes der en årlig generalforsamling i løbet af perioden oktober – november. Bestyrelsen indkalder derfor foreningens medlemmer til generalforsamling. Tid: Fredag den 29. november 2013 kl. 16. Sted: Cold Hawaii Starfish, Vestermøllevej 32, Klitmøller

Tilmelding - klik her.

FOCH byder på en Vesterhavsmenu og vil bl.a. fremlægge eventen i billeder og kortfilm. I den forbindelse gennemgås de imponerende tal for eksponering, KIA Cold Hawaii PWA World Cup 2013 fik, samt hvorledes disse tal står i forhold til de målsætninger, som blev fastsat forud for begivenheden.

Vedtægternes §8, stk. 7 foreskriver følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent og referent 2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år 3. Foreløbige regnskab for det forløbne år til godkendelse 4. Bestyrelsens budgetforslag for det kommende år 5. Behandling af indkomne forslag (jvf. nedenfor) 6. Fastsættelse af kontingent 7. Valg af revisor og revisorsuppleant 8. Eventuelt

Som formuleret i vedtægternes §8, stk. 4, skal “forslag fra medlemmerne, som ønskes fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, ... indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen, og af bestyrelsen udsendes til medlemmerne 7 dage inden samme”.

Sidste frist for “indkomne forslag” er altså fredag den 15. november 2013, og de(t) bedes sendt til foreningens formand:

Finn Jorsal Dragsbækvej 31 7700 Thisted finn@coldhawaii.eu

City Lift A/S for anden gang “presented by” sponsor for Cold Hawaii PWA World Cup

rene c olsen fried-of-cold-hawaii_city-lift

Friends of Cold Hawaii er glade for - nu for andet år i træk - at kunne byde City Lift A/S velkommen som "presented by" sponsor af Cold Hawaii PWA World Cup. Ejer og direktør i City Lift A/S, Rene C. Olsen, udtaler:

"For mig er windsurfing - i lighed med alle andre grene af surfing - en sport, der gør folk mere motiveret, stærkere og bedre til at løse de udfordringer, de senere kan møde i deres liv. Jeg håber at mere opmærksomhed på windsurfing kan få flere unge til at interessere sig for sporten og dermed drive dem væk fra computerspil og ud på bølgerne - og til de fantastiske mennesker, der følger med surfmiljøet i Cold Hawaii."

Vi glæder os til endnu et år i samarbejde med Rene og City Lift A/S.

Friends of Cold Hawaii har fået nyt website

FOCH-new-website

Friends of Cold Hawaii har fået et website. På siden vil du kunne følge foreningens aktiviteter frem mod den årlige Cold Hawaii PWA World Cup. Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i udviklingen af det, der er kendt som “den mest interaktive og bæredygtige event på turen”.