Kronprins Frederik bliver protektor for KIA Cold Hawaii PWA World Cup i Klitmøller

1_HKH_paa_oerhage_2011

Windsurfing i Thy får nu pustet yderligere vind i sejlene fra Kongehuset. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik har sagt ja til at blive protektor for Danmarks mest opsigtsvækkende surfbegivenhed, som finder sted i Klitmøller for fjerde gang i september 2013. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik bliver protektor for KIA Cold Hawaii PWA World Cup i wave performance windsurfing i Klitmøller, som løber af stablen 16.-22. september 2013. Her mødes 32 af verdens bedste bølgewindsurfere og måske vil det blive på dette stop på PWA-touren, hvor en verdensmester for 2013 endnu engang bliver kåret.

Det er fjerde gang Klitmøller og de fremragende bølger på revet ved Ørhage ud for byen er rammen om KIA Cold Hawaii PWA World Cup. Eventen har i kraft af opbakning fra lokale sponsorer og samarbejdspartnere vokset sig større og mere kendt for hvert år og er altså nu på et stadie, hvor Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik ønsker at være protektor.

Det glæder Finn Jorsal, som er formand for foreningen bag den danske afdeling af world cuppen, Friends of Cold Hawaii:

“Vi er stolte og beæret over, at Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik synes, at KIA Cold Hawaii PWA World Cup er værd at støtte. Det er et rygklap, der giver os dansk og international status. Det kan gøre det muligt for os at gøre eventen endnu større,” siger han.

Kronprins Frederik har allerede nu meddelt, at han vil lægge vejen forbi Klitmøller i løbet af World Cup-dagene.

Til den tid vil det i øvrigt ikke være første gang, Kronprins Frederik kommer til Klitmøller i forbindelse med windsurfing. 23. august 2011 åbnede han byens nye waterfront med ny strandpromenade og Hummerhuset, som til dagligt rummer blandt andet Surfklubben NASA. Hummerhuset bliver hovedkvarter for World Cuppen.

Hvornår Kronprinsen gæster world cuppen og hvad der i øvrigt kommer til at ske, mens verdens bedste windsurfere er i Klitmøller, kan følges på eventens hjemmeside: www.worldcup.coldhawaii.eu

KIA Cold Hawaii PWA World Cup præsenteres af City Lift A/S og Thy-Mors HF & VUC i samarbejde med Thisted Kommune, Sport Event Denmark, LAG Thy-Mors, Visit Nordjylland, Feriepartner Thy, Sparekassen Thy, Gripsign og Spar Klitmøller. Begivenheden er årligt tilbagevendende og har eksisteret siden 2010.

Kontaktinformation Finn Jorsal Præsident for Friends of Cold Hawaii +45 22 10 34 87.