Thisted-virksomhed bliver hovedsponsor i Cold Hawaii

Når 32 af verdens bedste bølgewindsurfere i midten af september igen mødes til World Cup’en i Klitmøller, er den lokale Thisted-virksomhed, netIP, med på bølgen som ny hoved- og titelsponsor.

netIP lægger ikke alene navn til World Cup’en, men leverer også en netforbindelse i verdensklassen under World Cup’en, så gæster og deltagere kan surfe og streame på nettet hurtigt og sikkert.

netIP, der sidste år blev kåret som Gazelle-virksomhed af dagbladet Børsen, afløser KIA som titelsponsor. Det glæder eventmanager Robert Sand, at næsten alle sponsorer er lokale virksomheder fra Thy.

Lars Petersen, D99 (venstre) og Kenneth Danielsen, D38 (højre) på vej ud. 

Lars Petersen, D99 (venstre) og Kenneth Danielsen, D38 (højre) på vej ud. 

- Det siger noget om Thy, og vores evne til at stå sammen om noget stort. Mange thyboere har set Cold som noget godt og flot - men ikke som noget, man selv var en del af. Nu oplever vi, at mange flere i Thy gerne vil bidrage til Cold Hawaii og være en del af succes’en, siger Robert Sand.

Han peger blandt andet på Thisted Bryghus’ to Cold Hawaii-øl – samt Thy-Mors HF & VUC og Thisted Forsikring, der kom på sponsorvæggen i hhv. 2013 og 2014.

Kenneth Danielsen, D38, cut-back. 

Kenneth Danielsen, D38, cut-back. 

Stor belastning på netvæket
netIP er en relevant samarbejdspartner for Cold Hawaii. For der er ikke kun fart på windsurferne, men også i internetforbindelsen blandt de mange besøgende i World Cup-ugen. De streamer og foretager videoopkald til venner og familie i udlandet, mens de venter på at komme på vandet. Derudover følger ca. 20.000 seere med fra hele verden via livestreaming.

–  De mange brugere giver en kraftig belastning af netværket og stiller en række krav til drift- og it-sikkerhed. Vi glæder os meget over muligheden for at vise, at det holder vand, når vi siger ”it works” som vores mantra, siger teknisk direktør Jan Christensen fra netIP.

Stolt over Cold Hawaii
netIP har rødder i Thisted og ser Cold Hawaii som en af de absolut stærkeste brands i Danmark. Hovedsponsoratet giver gode muligheder for eksponering nationalt som internationalt, men det handler i høj grad om at vise den lokale stolthed over en begivenhed af den størrelsesorden i området. 

– Cold Hawaii er i den grad kommet på landkortet ved at levere stemning, professionalisme og performance i verdensklasse. Ligesom i it-branchen er konkurrencen benhård, og det handler om at gå ind i opgaven med hjertet og hjernen for at skabe bemærkelsesværdige resultater. Vi lægger os naturligvis i selen for at vise, at vi er mestre inden for vores disciplin, uddyber administrerende direktør Carsten Hedemann fra netIP. 

Fakta om netIP:
netIP leverer it-infrastruktur til erhvervslivet og hjælper firmaerne med at skabe et sikkert, pålideligt og fleksibelt it-setup. Firmaet blev grundlagt  i 1996 af Martin Kjølhede og beskæftiger i dag 80 medarbejdere. Det har hovedkontor i Thisted med lokale kontorer i fire andre jyske byer. netIP modtog i 2009 og 2015 Gazelle-prisen fra dagbladet Børsen.