Regentparret hylder Cold Hawaii

Eventmanager Robert Sand fra World Cup’en i Cold Hawaii har fået en royal high five og skal til bal på slottet. Han er rørt og stolt over, at dronningen og prinsgemalen har fået øjet på den positive udvikling langs vestkysten i Thy.
 
- Det er nok kronprinsen, der har hvisket sin mor i øret, at vi har gang i noget særligt her i Thy.

Sådan lyder Klitmøller-drengen Robert Sands umiddelbare reaktion på, at han – som eventmanager for World Cup’en i bølgewindsurfing i Cold Hawaii, Klitmøller – er inviteret til koncert og souper (en slags sen aftensmad) på Fredensborg Slot.

Her vil regentparret hædre og anerkende ’de mange mennesker, der arbejder inden for turismen og oplevelsesøkonomien’, som der står i den personlige invitationen til Robert Sand fra Kongehuset.

- Det er helt utroligt stort skulderklap. Ikke bare til de mange frivillige, der kommer til Thy år efter år for at hjælpe med at skabe det bedste stævne på World Cup’en. Men alle i og omkring vores fantastiske område, der utrætteligt arbejder for at gøre vores lille hjørne af Danmark til verdens bedste sted at bo, siger Robert Sand.

Frømand i meterhøje bølger
Robert Sand var selv vært, da kronprinsen var protektor for World Cup’en i 2013. Trods begrænsede evner på et surfbræt var kronprinsen konge nok til at surfe mod egnens unge talenter på Vandet Sø. Bagefter boltrede den tidligere frømand i Frømandskorpset sig i meterhøje bølger på en jetski sammen med verdens bedste bølgewindsurfere.

- Jeg tror, at det er vigtigt for lokalsamfundet, at kongehuset kan se hele vejen fra Amalienborg til Thy. Det så vi i 2013, da kronprinsen besøgte os. Det ser vi nu, og det gør mig helt vildt stolt. Og en smule ydmyg siger Robert Sand.

Han glæder sig naturligvis til at finde pasning til de to drenge, tage fruen under armen for at tage til bal på slottet. Men står det til ham, skal de 150 frivillige også med på Fredensborg Slot.

Hofbal på vej til Klitmøller
- Uden dem kan det ikke lade sig gøre at arrangere World Cup’en, siger han og lover, at han og Friends of Cold Hawaii vil holde deres eget hofbal i Hummerhuset i løbet af vinteren eller foråret for at sende den kongelige anerkendelse videre.

Regentparret har ud over Robert Sand inviteret en bred vifte af repræsentanter fra turismen og oplevelsesøkonomien til Fredensborg Koncert og efterfølgende souper den 10. november på Fredensborg Slot.