På lørdag afgøres det om Danskernes Idrætspris går til Cold Hawaii

På lørdag drager Finn Jorsal, præsident for Friends of Cold Hawaii, til Herning. Det sker fordi Cold Hawaii er indstillet til modtagelsen af Danskernes Idrætspris. Prisen uddeles lørdag aften i Boxen forbindelse med DRs store gallashow SPORT 2014. Cold Hawaii repræsenteres ved borgmester i Thisted Kommune, Lene Kjeldgaard, og Klitmøllers egen SUP verdensmester, ISA visepræsident og højt respekterede waterman, Casper Steinfath

Cold Hawaii i Thisted er nomineret, fordi en bred vifte af frivillig, offentlige og private med surfing som omdrejningspunkt har etableret en international World Cup for de bedste surfere i verden. Surfing er desuden blevet et vigtigt led i forbindelse med områdets bosætningsstrategi, så der i dag flytter unge familier til byen – og ikke væk. Det hænger også sammen med, at der er etableret en friskole med surfing på skemaet, ligesom der er startet en Surf HF-linje på Thy Mors HF & VUC med 18 elever fra hele landet, der bor på det gamle strandhotel. 

Danskernes Idrætspris går til et initiativ, der i særlig høj grad har gavnet den lokale foreningsidræt. Alle danskere kan nominere initiativer. Vinderen modtager Danskernes Idrætspris ved DR’s show, SPORT 2014, lørdag den 10. januar 2015 i Boxen i Herning. Præmien er på 100.000 kr. Pengene går til et nyt idrætsinitiativ i hjemkommunen for det vindende initiativ. Hvilket initiativ, bestemmer kommunalbestyrelsen.

De øvrige nominerede er Sports- og Fritidspark Arendal og Svendborg Gymnastikforening og SG-Huset. 

Sports- og Fritidspark Arendal i Silkeborg byder på blandt andet multibane til fodbold og håndbold, beachvolley, basketbaner, petanque, balancebane og meget mere. Parken, der har gratis adgang, er etableret i samarbejde mellem kommunen, de lokale idrætsforeninger, skoler, boligforeninger, erhvervsdrivende og private. De gode faciliteter skal få flere aktive idrætsudøvere i foreningerne og bidrage til, at flere bevæger sig, leger og mødes om sunde aktiviteter på tværs af befolkningsgrupper.

SG-Huset i Svendborg er et 5.500 m2 bevægelses- og gymnastikhus med et væld af moderne faciliteter til blandt andet springgymnastik, rytmisk gymnastik, motorik- og bevægelsesarealer samt klatrevægge, fitnesscenter og udendørs parkour- og skaterarealer. De mange muligheder for fysisk aktivitet har givet en markant medlemsfremgang i Svendborg Gymnastikforening og åbnet manges øjne for glæderne ved foreningslivet. Der er blandt andet Open Gym-arrangementer, kombineret lektielæsning og fysisk aktivitet for børn samt styrketræning for seniorer.